Her sidste år gik min kone’s mormor bort, og i den forbindelse skulle vi afholde begravelsen i København. Da dødsfaldet var i min svigerfamilies gren, havde mig eller min biologiske familie ikke meget at sige til hvordan begravelsen skulle foregå. Til gengæld blev jeg sat til at finde den rigtige bedemandsforretning til ceremonien.

Begravelse I Irland

I Irland er begravelser en væsentlig mere festlig lejlighed, og havde det stået til mig, skulle min kones mormor begraves i fest og farver. Normalt holder man aftenen før begravelsen noget man kalder ”a wake” eller ”a wakening” – nærmeste oversættelse er nok ”opvækning”. Det foregår ved at man fester i et meget højt lydniveau i samme lokale som den afdøde befinder sig i. Det foregår med fællessange, højlydte skåle, masser af alkohol og taler for den afdøde (taler der konstant bliver afbrudt af høje tilråb, klapsalver og piften). Det er den måde man ærer den afdøde, og fester i vedkommendes navn. Da der er en stor pub-kultur i Irland, er det ikke unormalt at ”the wake” foregår på en pub (det lyder forkert at oversætte til værtshus). Der er selvfølgelig også nogle der græder en gang i mellem, og nogle der er triste. Men man føler nærmest et ansvar for at skabe god stemning, da det på en eller anden måde er respektløst, ikke at fejre den afdøde.

Dagen efter den festlige begivenhed foregår selve begravelsen, og dette foregår mest som en gudstjeneste, og folk klæder sig typisk i sort. Men holdes der en reception efterfølgende, foregår det igen ved højt så højt stemningsleje som muligt – dette kan dog nogle gange være svært. Men det er som om at den afdødes nærmeste, som ofte ikke har overskuddet til at skabe feststemning, forventer at de andre nærmeste får skabt en stemning, der ærer den afdøde på glædelig vis.

Begravelse i København

Jeg blev som sagt bedt om at finde den rigtige bedemandsforretning, og det var på forhånd besluttet at begravelsen skulle foregå på traditionel dansk manér – stille, respektfuld, smuk og rolig. Nu var det den første begravelse jeg skulle deltage i – i Danmark, og en begravelse i Irland, foregår som sagt lidt anderledes end en typisk begravelse i København. Jeg blev sat nøje ind i hvordan de ønskede begravelsen skulle forløbe, og det blev som sagt mit ansvar at videreformidle deres ønsker til begravelsesforretningen. Jeg fandt en bedemand der var både sympatisk, fleksibel og hjælpsom, og jeg valgte ham til at afholde begravelsen i København. Bedemanden levede fuldt op til min svigerfamilies ønsker og forventninger. Endvidere ordnede han alt papirarbejdet, så bedemandsforretningen kan på varmeste anbefales hvis man skal afholde en begravelse i København – Men jeg må ærligt indrømme at jeg personligt overhoved ikke brød mig om begivenheden. Folk var i trist- og afdæmpet stemningsleje – hvilket jeg forestiller mig er meget normalt i Danmark. begravelsen var rolig, smuk og sørgelig – Men i høj grad også deprimerende.

Da jeg som sagt stod for alt det praktiske, kom jeg i tæt dialog med bedemanden. I forbindelse med dette efterspurgte jeg om det var muligt at afholde en begravelse nærmere mine egne ønsker, hvilket ikke ville være noget problem. Jeg talte efterfølgende med mine forældre (som også deltog til begravelsen), og de var begge enige om at det ikke var den type begravelse de ville have. Dette gjorde mig naturligvis glad, fordi når mine forældre går bort, vil jeg gerne fejre dem, og deres liv. Jeg ved godt at det kan være svært at bevare det gode humør, når man mister nogen der står én nært, men dér håber jeg at mine nærmeste vil tage ansvar for at få skabt en festlig stemning, så man kan smile ved afskeden frem for at sørge.

Hvorfor skal en begravelse være trist?

Hvorfor kan man ikke fejre at den afdøde tager op til vor herre?

Hvorfor kan man ikke glæde sig over de gode minder, og de gode ting personen har gjort med sit liv?